Den nye tid - Hjertets Tid

Spirituel vejledning og transformation

Lad roen starte indefra

Verden er i forandring, og jeg ønsker dig det bedste, både kærlighed og indre styrke, mens du selv lever i en verden, der på mange måder er i opbrud fra det gamle, og en åbning for det nye.

Jeg er selv ved at gå gennem en forandring, og en transformation, så der er ikke så meget aktivitet i den yder "Hjertets tid", det foregår mere i det indre i øjeblikket.

Jeg er tilbage i 2021, med ny inspiration, nye redskaber og ny energi.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev nedenfor, og jeg vil holde dig informeret om det nye der vil ske i det nye år.

Hvad gør jeg, når fortiden angriber mig?

Kender du det, at du føler at du har godt styr på dit liv, du har fat i den gode følelse og så sker der noget uventet, og så styrter korthuset sammen igen?

I går skete det for mig!

Jeg havde en plan, og så skete der bare noget andet.

I mange år har mine børn bedt om at få lov til at være med til julebasaren i deres gamle skole i Århus.

Da det altid falder på den samme weekend, hvor vi også afholder julebasar i deres nuværende skole, ja så har jeg ikke følt det som en mulighed, MEN i år skulle det være.

Julebasaren kan lade sig gøre fordi alle forældre på skolen tager forskellige opgaver på sig og selv om mig og drengene ikke kom i år, så skulle jeg nok sørge for at støtte projektet og leverer de kager, som var min opgave.

7 klasse : ”Lagkage (eller glutenfri kager, det er altid i høj kurs)” stod der på opgavelisten.

Det glutenfri tiltrak mig, fordi det føltes mere overskueligt. Da jeg har to børn i klassen, betød det, at jeg skulle levere to kager, og to lagkager føles ikke helt overskueligt.

Jeg tænkte hurtigt: Lørdag morgen, ud af døren, fyldt bil, dyner børn etc. flødeskum over det hele, nej det går ikke. Glutenfri kager føltes mere tørt og overskueligt.

Drengene og jeg stod i køkkenet fredag aften et par timer, og for at gøre en lang historie kort, så var der 2 halve projekter der stod og ventede på mig lørdag morgen:

En snickerskage som skulle skæres i pæne stykker, og en skål med en dadel masse, der skulle rulles til kugler.

Da jeg begynder at skære i snickerskagen, går det op for mig, at det er meget nemmere sagt end gjort. Der stod godt nok i opskriften, at kniven skal være meget skarp, men lige meget hvor skarp jeg forsøger at gøre den, så smattede det ud.

Dadelmassen er nederst, og et lag størknet chokolade ligger ovenpå, og når jeg skærer i den, så smatter det bare ud, fordi kniven ikke kan skære ordentlig gennem chokoladen. Det knækker i alverdens uplanlagte og uformelige stykker ?

ØV det her går ikke godt tænker jeg. Jeg kigger lidt på det andet projekt og dadelmassen er meget mere våd end det gir mening, og hvis kuglerne skal rulles, dyppes i chokolade og lægges på et fad, så kan jeg ikke helt se, hvordan folk skal kunne spise dem, uden at det er lidt smat på smat.

Jeg mærker hvordan mit projekt er ved at gå i stykker nu. Jeg mærker en opgivenhed og en meget kritisk tanke, der begynder at tale til mig.

ØV jeg skulle ikke have startet dette projekt, jeg skulle bare have lavet de lagkager!

Det har jeg jo prøvet 100 gange før, det er ikke så svært, hvorfor var det lige, at jeg ville lave noget jeg ikke havde prøvet før, hvorfor skulle jeg eksperimentere med noget nyt?

Jeg overvejer lynhurtigt, om det er for sent med de lagkager. Kan jeg ikke bare stå i fakta kl 8 og købe det der skal til?

”NEJ glem det, så kommer i alt for sent afsted, i har en plan om at i kører kl 9, og den holder du”. “Alt andet ville bare blive endnu mere kaotisk”, det kunne jeg godt mærke.

Men nu er jeg røget et ret dårligt sted hen, indeni mig selv. Jeg føler, at jeg har dumpet til eksamen og at jeg har fejlet. Det ville være pinligt at levere dette smat af noget dadelkonfekt, det ser jo grimt ud.

”Det smager sikkert godt alligevel” er der en lille positiv tanke der gerne vil fortælle mig, men det er simpelthen ikke en tanke der batter lige nu. Jeg mærker kaos, opgivenhed, ked ad det hed og afmagt.

Skal jeg bare glemme det hele, og IKKE levere noget til basaren? Der er sikkert ikke nogen, der vil lægge mærke til det alligevel.

Er det nu jeg skal jeg smide håndklædet i ringen og sige til mine drenge at al det arbejde de var med til at lave i går, det blev ikke godt. At jeg havde en plan, men nu gir jeg op?

En gammel og meget velkendt følelse begynder at rulle ind over mig, mit solar plexus føles krampet.

Den gode følelse er helt forsvundet, glæden og friheden er blevet erstattet af et meget velkendt fængslet. Jeg føler, at jeg har fået malet mig selv inde i et hjørne af afmagt, frustration og opgivenhed.

Jeg har igen spildt min tid og mine penge, på noget som jeg ikke vil kunne leverer.

STOP.

“STOP Janne. Nu er du præcis dér, hvor du ikke skal være, du er ved at tænke dig selv i stykker”. “Det er et mønster du har skabt for lang tid siden. Du har dyrket det rigtig meget i dette liv, og den slipper du simpelthen LIGE NU”. En stærk energi og følelse indkapsler mig i en form for medfølelse og voksenhed!

Jeg hører det, og jeg mærker det, og jeg træder væk.

Jeg har lært, at lytte til denne følelse.

Mit hoved kan ikke se hvordan det fikser min kagesituation, men jeg lytter alligevel, og jeg sætter mig ned det sted jeg plejer at sidde når jeg meditere, og hvor jeg har lært at forbinde mig bevidst, til mig selv.

Jeg lukker øjnene og går indad og ønsker bare, at alt kaos vil forlade mig, at lige meget hvad der sker, så vil jeg gå videre i livet, med en god følelse af at være mig.

Efter et stykke tid begynder der at vise sig løsninger for mig, jeg får fat i roen og mit hoved føles let og tomt.

Små muffin papirforme viser sig for mit indre. Nåååå ja det er vist rigtigt at jeg har sådan nogle et sted.

Billedet former sig med fine kugler der ligger i papirformene, med smeltet chokolade hældt over dem og med knas på toppen. Et andet fad viser sig for mig, med små stykker snickerskage der også ligger fint i små papirforme, som nemt kan transformeres ind over disken, fordi de ikke længere er smattede, og umulige at håndtere.

Alt i alt viser der sig et meget klart og overskueligt billede af, hvordan kaos kan tæmmes og komme ud på den anden side, i en fin, smuk og smagfuld orden.

Da jeg føler mig helt rolig og klar indeni, rejser jeg mig og går direkte ud i køkkenet.

Jeg er bevidst om ikke at forbinde mig til mine tanker, men bare at gøre dét, jeg lige har fået vist, og på 20 minutter har jeg to flotte fade med dadelkonfekt, som jeg kan levere til skolen, og som jeg kan være glad og tilfreds med.

Det kan være at du tænker, at jeg nok er lidt for dramatisk i mit køkken, men faktisk så handler det her ikke om et køkken, om kager eller om julebasarer, det handler om, at tanker, frustration, selvkritik og magtesløshed kan skabe de vildeste kampe, blokeringer og sabotager, selv i de små enkle ting i livet.

Livet behøver simpelthen ikke at blive så svært og dramatisk, når vi husker at lytte til dét i os der vil os det bedste.

Jeg hepper for selvkærlighed, rummelighed, respekt og accept for os alle og vores processer i livet.